Farvel Zanzibar, farvel Afrika!

Så afsluttede jeg mit ophold i Afrika med en fantastisk ferie på Zanzibar sammen med en gruppe fra MS. En skøn ø med lækre strande, kan stærkt anbefales! Alt i alt har jeg haft mange gode oplevelser i Afrika og jeg skal helt sikkert tilbage en dag, men for nu er jeg glad for at være hjemme igen. Tak til jer alle for at følge med på min blog om mit eventyr i Afrika.

Farvel til Zambia

Så forlader vi Zambia imorgen efter tre måneder fyldt med oplevelser. Det bliver så underligt! Og nu har vi kun to stop tilbage på turen inden vi vender snuderne hjemad; først Kenya og besøge pigerne på Daraja og dernæst en masse feriedage på Zanzibar :-) Vi ses snart!

River Rafting & Walk with Lions

Saa havde vi vores sidste weekend i Livingstone og udover sygdom var den fed! Har desvaerre kun billeder fra River Rafting paa CD rom, saa i maa vente med at se dem til jeg kommer hjem. Men i kan faa et kort glimt af vores “walk with lions”, smaa baby loever paa 7-8 maaneder :-)

 

Foedselsdagsfest (er) !

Saa naaede jeg halvvejs 40 og det blev fejret to gange! Foerste gang blev hos Kenneth og Rebekah sammen med de lokale hvide farmere, Rebekahs foraeldre og Colin og anden gang med den lokale familie. Hyggelige dage!

Rebekah med foedselsdagsbrownie

Patricia (moren i mit hus) taender tre lys for: Elijah (den mellemste soen), Anna & jeg!

How are you?!

Jeg tror – ærlig talt – at jeg er blevet hilst på flere gange på disse fire måneder i Afrika end jeg er blevet hele mit liv i DK. Skræmmende, men sandt! Ofte skal de lokale tage mod til sig før de tør spørge mig og det ender altid med, at jeg har passeret dem inden de får spurgt og mit svar bliver sagt højt eller bare råbt lavt tilbage. For hvis ikke vi svarer råber de bare endnu højere ”HOW ARE YOU?”

Og tro det eller ej, et så simpelt spørgsmål som ”how are you” kan stilles på et utal af måder. Kvarterets børn råber (bogstavelig talt RÅBER!) til os uanset afstanden, for så længe de har os i syne så kan vi sagtens snakke sammen. Og i al deres iver bliver ”how are you” til ”HAV R JU?” i meget lyse toner. De ældre børn opfører sig for det meste lidt køligere, såsom ”YES MADAM! HAV R U?” med et blik der siger ”jeg er for cool til det her sted” og samtalen med de voksne lyder: ”HI MADAM” – ”HI” (og vi smiler høfligt tilbage) – ”FINE!” og så er det, at Anna og jeg hver gang kigger på hinanden og tænker ”hvem af os spurgte; how are you?”, men det er altid rart at vide, at folk har det godt, selvom man ikke spørger.

Samtalerne bliver aldrig længere og slutter stort set altid, når vi har svaret ”I’m fine, thank you”, men hyggeligt er det da!

Skolearbejdet – foerste test.

Så kom tiden til vores første test i faget ”Special Paper” som er en form for kryds og tværs; ”gæt hvilket ord, der skal stå her” eller ”hvilket tal skal placeres i den givne rækkefølge” og så de obligatoriske regnestykker. Spøjse spørgsmål som de skal svare på, men aldrig rigtig bliver lært op i.

Men første test skulle på bordet og alt i mens eleverne løste testen, kiggede Anna og jeg den igennem og konstaterede hurtigt, at en del af de eksempler, der var givet i testen ikke er realistisk at finde i de danske skolers tests. Her er nogle eksempler:

1.  A man collects cigarette ends and makes on cigarette by joining seven ends. One Saturday morning he collected 63 ends. How many cigarettes did he make?
2. Mr. Muyoba had 6 wives. His first wife had no children. His second wife had 9 children and the rest of his wives had 3 children each. How many children had Mr. Muyoba altogether?
3.  John worked five (5) years longer than his father. If John retired from his job at 50 years old, at what age did his father retire?

Personligt er jeg vild med 6-koner-eksemplet! Appelsiner, æbler eller anden form for eksempel er simpelthen for gammeldags hernede, så hvordan skal vi ellers opfinde et regnestykke end ved at forklare om en mand med seks koner og alle hans børn?

Derudover tror jeg, at den, der står bag opfindelsen af første spørgsmål angående cigaretter, var blevet fyret i DK, hvis han opfordrede børn til at gå ud og samle cigaretskodder og efterfølgende begynde et ryge dem.

Nå… Det var blot et lille indblik i det zambianske skoleliv :-)

Overnatning paa Smith farmen

Skoent at tilbringe en weekend i luksus. Vi har vaeret paa Smith farmen fra loerdag til soendag og nydt ren afslapning. Loerdag tilbragte vi paa vandet i en speedbaad og proeved at fiske lidt, men desvaerre intet held. Aftenen boed paa laekker grill mad og afslapning foran tv’et. Soendag (min foedselsdag) har vaeret mindst lige saa god. Vi startede ud med fantastisk morgenmad og derefter en lang tur paa hesteryg i det fri. Kan ikke vente med at komme paa besoeg igen! Tak til familien Smith for laan :-)))

No pictures… Ish!

So sorry but I still have trouble with uploading pictures on my website. But as soon as it is possible I’m going to upload some good ones!

Zumba-planerne aflyst

Eftersom mange af kvinderne i byen gerne vil tabe sig, kom Anna og jeg på den fabelagtige idé at starte et Zumba hold op – med udelukkende DK præget Zumba skills som erfaring – i samarbejde med ”fitness-centret” her i Kalomo. Vi var sikre på, at efter få uger med Zumba ville de afrikanske kvinder overtage og lære os en masse moves. Men desværre har vi ikke kunne hente sangene ned fra nettet og vi er derfor blevet nødt til at aflyse vores Zumba-fitness-planer. Øv, øv! Så nu danser vi i stedet på livet løs så snart musikken pumper, det må vel også gøre det lidt?

YES! Endelig i arbejde!

Som sagt har vi haft lidt problemer med arbejdet hernede. Vi begyndte vores første måned i forbindelse med AVAP (Anti Voter Apathy Project) hvor vi først troede vi skulle være en del af de daglige beslutninger, møder, processer, fortælle om demokrati m.m. Men lige siden vi kom har vi fået at vide, at vi bare skulle observere møderne. Til et enkelt CNB (Community Notice Board; fokusere på at gøre folk opmærksomme på hvad der sker i sundhedssektoren) møde tog vi initiativ og kom med idéer til deres projekt samt lavede en brochure, som skulle deles ud til folk. Brochuren blev aldrig printet ud og det var lige som om folk omkring os opgav eller havde travlt med andet, så vi deltog til de givne møder som observatører, som vi blev fortalt vi skulle. Og da vores dage var optaget med diverse møder – som oftest blev aflyst på selve dagen – følte vi ikke, at vi kunne søge arbejde andet sted.

Efter en måned – hvor vi kunne tælle møderne på én hånd – var det meningen, at vi skulle starte undervisning på en lokal skole, men inden vi kunne få lov til at undervise skulle vi igennem en masse procedurer for at kunne få lov. Dette tog os 14 dage hvor vi blev sendt frem og tilbage mellem forskellige kontorer, skulle have fat i forskellige breve til enten den ene eller den anden samt folk, der ikke dukkede op til den aftalte tid. Vi fik aldrig tilladelse til at undervise på de lokale community eller government skoler, og vi måtte derfor ud på en privat skole hvor vi nu ENDELIG har fået arbejde, tre lektioner á 40 minutter hver dag. Vi har nu fået én uge til at forberede fem fag til to klassetrin; grade 5 and 6 og gennemgå pensum, før vi starter op på mandag. Vi er så ærgerlige og frustreret over, at hele denne proces ikke var gjort FØR vi ankom til Zambia, alt det arbejde vi skal gøre på en uge burde vi havde taget os til den første måned vi var her, hvor vi alligevel lavede absolut ingen ting. Vi er rent faktisk begyndt at tvivle på om denne by overhoved har brug for vores hjælp eller om de er interesserede i at få hjælp udefra, for det virker ikke sådan. Men nu er vi ENDELIG i arbejde og glæder os så meget til at komme igang. Nu kan vi undervise i 28 dage og håber på, at vi bare kan give vores elever et eller anden inden vi tager hjem, selvom det er kort tid.

Efter vores mange frustrationer mht. arbejde har vi selvfølgelig haft fat i – først og fremmest – vores kontaktperson her i Kalomo (en fra Annas familie), dernæst vores landkoordinator i Lusaka og til sidst måtte vi hive i det lange strå og kontakte MS hjemme i DK. For det var lige som om vores stemmer ikke blev hørt eller taget seriøst! Hvilket gør det endnu mere frustrerende, når vi er kommet her for at hjælpe og føler, at vi spilder vores tid på folk, der kunne klare sig uden vores hjælp!

Men efter denne lange proces har MS også tilbudt os, at forlænge vores ophold med en måned mere pga. mangel på arbejde, det har vi måtte takke nej til. Dog er vi glade for tilbuddet.

Nu skal vi bare give den gas hvad angår skole arbejdet! Og glæder os meget til at starte. Vi håber på, at AVAP kommer mere frem i skoene, så vi også får lidt at lave der inden vi vender snuden hjem ad.